Kære Kirstin!
Tusind tak for et fantastisk givtigt coaching-forløb!
Muligheden kom som sendt fra himmelen. Der var gået cirka et år, siden jeg gradvist var begyndt at arbejde igen efter næsten et halvt års stress-sygemelding. Og jeg var begyndt at opleve bekymrende symptomer, fordi “den gamle hverdag” med dens dårlige vaner var begyndt at snige sig tilbage i mit arbejdsliv. Men takket været din coaching fik jeg hjælp til at gøre noget ved det.
Din empatiske, lyttende og imødekommende tilgang gjorde, at jeg havde nemt ved at åbne mig op for dig. Også om det der gjorde ondt. Og når du så havde lyttet, var du i stand til at sætte fingeren på præcist de væsentligste punkter, der skulle arbejdes med. Ikke som et diktat men et forslag. Og du ramte plet hver gang.
Jeg følte mig i meget kompetente hænder. Du udstråler lige nøjagtig den blanding af autoritet og lydhørhed, der skal til, for at man føler sig set og hørt og hjulpet på rette vej i en tryg atmosfære.
Du stillede spørgsmål – og lavede øvelser med mig – som gjorde, at jeg selv skulle finde svar. Og det gav mig en ny forståelse for mit eget reaktions- og tankemønster og dermed en indsigt i, hvad jeg kan gøre for at ændre det, der ikke er hensigtsmæssigt for mig.
Du gav mig overskuelige “lektier” for imellem sessionerne, som fastholdt mig i processen og bragte mig videre. Noget jeg stadig benytter mig af.
I det hele taget oplevede jeg coaching-forløbet som meget praktisk anvendeligt og måske netop derfor ekstremt motiverende.
Og jeg tror på en blivende effekt, der kan være med til at holde mig stressfri på mit arbejde fremover. Ellers ved jeg nu, hvor jeg kan søge hen og få hjælp til at tage det i opløbet, hvis travlheden overmander mig igen. Inden den gør mig syg. Det giver en tryghed at vide, hvor der er kompetent hjælp at få, og jeg vil helt sikkert anbefale andre i samme situation at blive coachet af dig.
Kærlig hilsen
Nina
Nina, Journalist