Sådan holder du pauser, der virker

Dette er skrevet til dig, som gerne vil have en hverdag, hvor du på den ene side får en helt masse fra hånden, og på den anden side ikke slider dig selv op?

 

Et af svarene er:

HOLD PAUSER

&

SØRG FOR AT PAUSERNE LADER DIG OP

 

I denne artikel får du svaret på:

  1. Hvor ofte du skal holde pause for at blive ved med at have energi dagen igennem (og stadig have energi tilbage, når du kommer hjem til familien).

  2. Hvad der er målet for den gode pause ( – det overrasker de fleste!)

  3. Hvorfor du IKKE får noget godt ud af at bruge din pause på at scrolle på din telefon eller spise frokost foran computeren.

    og til sidst:

  4. Hvordan en god pause kan se ud i praksis (så du kan prøve det af allerede imorgen).

Når du får travlt, er pauserne ofte det første, der ryger. Pausen spares væk, fordi du har brug for tiden. Eller du føler ikke, at du har brug for en pause lige nu, for du er jo ikke træt.

Ja, det er kontra-intuitivt at holde pauser, når man har travlt.

Ja, det føles mærkeligt at tage tid til en pause, FØR du bliver træt.

Men det er PRÆCIS det, du skal gøre, hvis du vil bevare din energi hele dagen igennem.

 

Pauser er afgørende for din produktivitet.

Bruger du dem rigtigt, kan du få meget mere fra hånden uden at blive træt i løbet af dagen.

Bruges pausen forkert – og det gør desværre mange mennesker – kan de i bedste fald være spild af din tid, og i værste fald bidrage til den mentale træthed, de skulle modvirke.

 

Hold pause en gang i timen

 

Beslut dig til dine tidsintervaller på forhånd, og sæt en alarm, hver eneste gang du går i gang med arbejdet.

Mange har stor glæde af Pomodora-teknikken (du arbejder intenst i 25 min. og holder pause i 5 min. Hver fjerde pause forlænges til 25 min). Hvis du har svært ved at holde fokus i længere tid, vil du opleve en kæmpe forbedring af din energi og produktivitet ved at benytte teknikken (du kan bruge en gratis app, som f.eks. Focus-keeper til at holde styr på tiden).

Andre vil dog opleve, at en pause hver 25. minut kan forstyrre deres koncentration eller “flow”, og de har derfor brug for længere tid mellem pauserne.

Der er lavet en del undersøgelser af, hvor ofte det er ideelt at holde pauser. Resultaterne svinger lidt og vil naturligvis afhænge at den enkeltes evne til at komme i “flow” tilstand, opgavens sværheds­grad og omfang og forstyrrelser. Samlet set indikerer undersøgelser, at man ideelt set bør holde pause for hver 45-60. min.

Jeg foretrækker personligt at holde 5-10 min. pause i slutningen af hver arbejdstime.

 

Pauser skal give kroppen energi

 

Det er naturligvis heller ikke ligegyldigt, hvad du bruger pausen på.

Hvis du har stillesiddende arbejde, så skal pausens formål være at give din krop ny energi, så du kan komme retur til arbejdet mere frisk og klar i hjernen. Hvis du bare bruger pausen som et lille pusterum eller en belønning, hvor du kan slappe af i en sækkestol med telefonen, så får du slet ikke det udbytte af pausen, som du gerne vil have.

Sørg for at få gang i kroppen, så du har god energi at arbejde videre på. Du skal op og stå, strække dig og have gang i blodomløbet.

 

……og give hjernen pause

Har du tænkearbejde, er det vigtigt, at du giver hjernen en pause. Ikke bare en pause fra den konkrete opgave eller en pause fra at tænke, men en reel pause.

Det værste du kan bruge din pause på, er derfor at scrolle på din telefon eller lave noget andet ved din skærm. Effekten er den stik modsatte af det, du gerne vil opnå.

Jo mere du er i stand til at slukke for hjernen i pausen, jo større positiv effekt af pausen. Det betyder, at du skal begrænse input til hjernen.

Det er gennem synet, at vores hjerne får mest input, så den lette og mest effektive måde er at lukke øjnene et par minutter. Er det muligt, så prøv også at lukke lydene fra kontoret ude, så din hjerne ikke skal forholde sig til noget som helst i et øjeblik.

 

Den gode pause kan se sådan ud:

  • 5-10 minutter i slutningen af hver arbejdstime. •

  • Stræk din krop i 2-3 minutter

  • Sving med armene 10 gange i begge retninger (med tempo)

  • Lav 20 høje knæløft (så energifyldt, som muligt)

  • Sæt dig i 1-2 min med lukkede øjne

  • Drik et glas vand

  • GO!

 

Sikkert er det, at hvis du ikke holder pauser i løbet af arbejdsdagen og måske endda tager frokosten ved computeren, så slider du på din hjerne. Det giver lav produktivitet, dårligere beslutninger og flere fejl, og det bidrager med tiden til udbrændthed og øget risiko for stress.

Og ja, det er muligt, at dine kollegaer undrer sig lidt, når du første gang rejser dig op eller sidder med lukkede øjne. And so what? Vær en inspiration. Start en trend. Dine kolleger vil elske dig, når de oplever effekten.

 

God & sund arbejdslyst!

Vil du få besked direkte i din indbakke, når der er nyt på bloggen? 
MELD DIG TIL AT MODTAGE MIT NYHEDSBREV, SÅ DU IKKE GÅR GLIP AF TIPS TIL ET LETTERE ARBEJDSLIV. KLIK HER