Mikrovaner: 5 små vaner med stor effekt

Mange af os, der har travlt ville ønske, at vi havde mere overskud, nåede mere, havde bedre styr på vores opgaver, osv. Ofte ved vi godt, hvor de dårlige vaner sniger sig ind. Vi har prøvet alt muligt, men det holdt ikke i længden. Snart er vi igen overvældede af dagligdagen.

Ofte bliver vi alt for ambitiøse. Vi forsøger at ændre alting på en gang eller vi stiller for høje krav til, hvad vi skal kunne. Resultatet er, at vores nye vaner holder en uges tid. Så sætter travlheden ind og motivationen fordufter. Den nye vane lægges på bunke sammen med alle de andre ting, som vi gerne ville have overskud til at ændre.

Prøv i stedet med en lille bitte ændring. En mikrovane.

En mikrovane er en vane, der ikke er tidskrævende, men som har stor effekt på din dagligdag.

Her får du 5 mikrovaner, som enten kan klares på ganske få minutter, eller som ligefrem sparer dig for tid.

 

MIKROVANE #1: NEJ, DU SKAL IKKE STARTE DAGEN MED AT LÆSE MAILS


Denne mikrovane er slet ikke noget, som du skal gøre, men noget, som du endelig ikke skal gøre. I hvert fald ikke, hvis du vil øge din effektivitet og få mere fra hånden.

De fleste af os starter arbejdsdagen med at åbne mailprogrammet og læse mails. Det er en dårlig vane. Når først du er startet på at læse mails, hænger du fast. Dit fokus er nu på dine mails, og dermed på opgaver, som er defineret af andre end dig selv.

Brug i stedet den første time af din arbejdsdag på en opgave, som er vigtig for dig. Giv denne opgave fuldt fokus, inden du lader dine tanker forurene af indtryk, krav og opgaver, som venter i mailbakken. Og husk: ”Where you start is where you stay”.

Udskyd maillæsningen 1 time (eller en halv time, hvis 60 minutter er for angstprovokerende for dig), og få den optimale og mest effektive start på din dag.

 

MIKROVANE #2: SPAR TID – HOLD PAUSE


Hvis du er som mange travle mennesker, er der en risiko for, at du ikke får holdt pauser i løbet af dagen. En del af de mennesker, jeg coacher spiser frokosten foran deres computer. Det er en dårlig vane. Det føles måske nok effektivt at springe pauserne over, men manglen på pauser nedsætter din evne til at holde fokus og tænke skarpt. Du bliver simpelthen langsommere til at løse den samme opgave. Det er spild af din tid!

Hvis du skal være effektiv og arbejde optimalt, er du nødt til at give din hjerne pauser i løbet af arbejdsdagen. Gerne et par minutter 2 gange i timen. Som minimum hold altid en ordentlig frokostpause, væk fra din kontorplads.
Rejs dig op, stræk kroppen og træk lidt frisk luft et par minutter. Du vil opleve, at du får mere fra hånden og samtidig ikke bliver så træt i hovedet ved arbejdsdagens slutning.

Denne mikrovane føles måske ikke effektiv, men tro mig, det er meget mere effektivt at holde pauser end at springe pauserne over.

 

MIKROVANE #3: CHECK-IN PÅ TOILETTET


Er du god til at mærke, hvordan du har det? De fleste travle mennesker er for travle til at få tænkt over, hvordan de egentligt har det. Og det kan være farligt, særligt, hvis de på den måde overser stress-symptomer.

En god mikrovane er, at du nogle gange om dagen bruger et minut på at checke ind hos dig selv. Gør det hver gang, du går på toilettet både derhjemme og på arbejdspladsen, så bliver det hurtigt en sund vane, som du husker.

  • Tag et par dybe indåndinger.
  • Skan din krop fra fødderne til hovedet– hvordan føles de forskellige dele af kroppen?
  • Spørg dig selv, hvad du har brug forDet var det. Ét minut og du har givet dig selv et roligt øjeblik og muligheden for at opdage, hvordan du egentligt har det.

Denne mikrovane tager kun 1 minut ad gangen, men har stor effekt i forhold til at forebygge stress.

 

MIKROVANE #4: KOM GODT FRA START


Where you start is where you stay. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan du starter din dag.

Den mest effektive start på dagen, begynder dagen før. Afslut din arbejdsdag med at beslutte, hvilken opgave du skal starte med næste dag. Skriv opgaven på en”post-it” og lad den ligge fremme på bordet, så du ser den som det første om morgenen.

Du skal vælge en opgave, der:

  • Kræver god energi (de fleste af os har mest energi om morgenen).
  • Er vigtig i forhold til at nå dine ønskede resultater.


Dette trick virker af en simpel grund. Når du planlægger dagen før, så er du fri af tanken om, hvad du har mest lyst til at lave. Det er jo først i morgen. Så du kan tænke klart i forhold til, hvad der er vigtigst/bedst at få gjort, og ikke hvad du bedst kunne tænke dig. Sådan bliver du meget mere effektiv og får en god arbejdsdag.

Det tager ca. 5 minutter hver eftermiddag. Til gengæld vil du hver morgen få det mest effektive start på dagen.

 

MIKROVANE #5: SÅDAN HUSKE DU VANERNE


Vi mennesker er faktisk meget lette at distrahere. Vi flytter hurtigt vores fokus fra den nye vane. Derfor skel du sørge for hele tiden at sende dit fokus i den rigtige retning.

Plant små, venlige reminders til dig selv:

  • Ændr dit password til computeren, så du hver morgen bliver mindet om noget, som du gerne vil fokusere på, f.eks. ”Trækvejret2023!”, ”SalgErAlt”, eller ”MailKl10”.
  • Lav et tracking system. Hæng det et synligt sted, og kryds af hver dag, om du får gjort det, som du sætter dig for (f.eks. disse mikrovaner12).
  • Fortæl om din nye vane til et andet menneske, og bed personen om at spørge ind til din vane i den kommende tid.


Når først dit system er sat op, tager Mikrovane #5 ingen tid. Effekten er til gengæld stor. Prøv det, og se, hvad der sker.